Når du flytter hjemmefra, er der mange ting, du selv skal klare. Madlavning, rengøring, tøjvask, komme op om morgen – listen er lang. Men ro på, når du har læst denne guide, vil du uden tøven kunne klare tøjvasken som en professionel. Så kan du jo altid ringe og spørge mor om madlavning og rengøring – måske vil hun også blive glad for at høre fra dig.

 

  • Inden du lægger tøj til vask, så sørg for at tømme lommerne og vende tøjet på vrangen. Det skåner tøjet og du undgår at der er papirfnuller i hele vaskemaskinen fra den gamle busbillet, der lå i dine bukselommer.
  • Sortér dit tøj efter grader og farver. En enkel rød trøje, der ender i vaskemaskinen med det lyse tøj, kan gøre alt i vaskemaskinen lyserød. Selv efter tøjet er vasket mange gange, kan der være overskudsfarve tilbage i tøjet. Det meste tøj kan som udgangspunkt vaskes ved 40 grader, hvorimod håndklæder, sengetøj, karklude og underbukser bør vaskes på 60 grader. Vandet skal være på min. 55 grader for at dræbe eventuelle bakterier. Du kan med fordel have to vasketøjskurve – én til 40 grader og én til 60 grader, så er grovsorteringen ligesom klaret fra starten.
  • Læs tøjets vaskeanvisning. Den sidder oftest på vrangen af tøjet, og du vil her kunne se, hvordan producenten anbefaler tøjet vaskes.
  • Det kan godt være fristende, at fylde så meget tøj i vaskemaskinen, som det overhovedet er muligt, så du får mest muligt ud af anstrengelserne. Du kan dog risikere, at tøjet ikke bliver ordentlig rent, hvis maskinen er alt for fyldt.
  • Hvis tøjet er vådt, så vask det med det samme eller tør det først. Hvis du lægger vådt tøj i vasketøjskurven, kan det mugne og blive jordslået. Det kan dermed også ødelægge al det andet, der lægger i vasketøjskurven.
  • Tjek doseringen af vaskemiddel i forhold til mængden og vær opmærksom på hårdheden af vandet, der hvor du bor. Særligt Sjælland, Fyn og Østjylland har meget hårdt vand. Du er derfor nødt til at bruge mere sæbe, da kalken ”spiser” sæben. Du kan finde alle anvisningerne på dit vaskemiddel.
  • Er der pletter på tøjet, kan du pletbehandle med opvaskemiddel i et par timer, inden du vasker tøjet. Det er genialt til at fjerne mange af de gængse pletter, der nemt kommer på tøjet.
  • Hvis du vil undgå at tøjet krøller, så sørg for at tage tøjet ud af maskinen mere eller mindre med det samme. Så undgår du samtidig, at tøjet kommer til at lugte surt.
  • Hvis noget af dit tøj kun må håndvaskes – eller hvis du f.eks. bare vil have din nye Tiger of Sweden skjorte på om aftenen – kan du lægge tøjet lidt i blød. Det er vigtigt, at sæben er helt opløst i vandet, inden du lægger tøjet i blød – ellers kan der komme pletter på tøjet. Skyld derefter tøjet grundigt. Hvis du efterfølgende ruller tøjet ind i et håndklæder og straks ruller det ud igen, forkorter du tørretiden.

 

 

Vaskesymboler

Første gang du forsøger at tyde en vaskeanvisning i dit tøj, virker det måske som kinesisk, men de vigtigste symboler, du skal kende, er dem der anviser vaskevandets temperatur og måden for tørring.

Symbolerne, der ligner en vaskebalje med et tal, henviser til, hvor varmt det anbefales, at du vasker tøjet. Er der en streg under symbolet, bør du vaske tøjet på et skåneprogram, og jo flere streger jo mere skånsomt anbefaler producenten, at du vasker tøjet.

I stedet for et tal, kan der være en hånd på symbolet. Det betyder, at du kun bør vaske tøjet i hånden. Hvis der er et kryds over figuren, betyder det, at du slet ikke må vaske tøjet.

Symboler for tørring er normalt firkantede. Hvis du opdager et symboler, hvor det ligner, der hænger en snor fra det ene øvre hjørne til det anden, betyder det at tøjet skal hængetørre, og du må altså ikke putte det i tørretumbleren.

Inden du hænger tøj til tørre, kan du forsigtigt(!) strække let i tøjet. På den måde minimere du krympning, og du kan være sikker på, at din Wood Wood T-shirt, har samme facon, som da du købte den.

På Google kan du nemt finde alle vaskesymbolerne, så hvis du ikke lige kan gennemskue, hvad symbolet betyder, er der altid hjælp at hente på internettet.