Det kan være svært at finde den helt rigtige gave til folk. Det er næsten lige meget om det er nogen man kender godt, eller det er naboens knægt der skal konfirmeres – enten er de så tæt på én at man føler et enormt pres for at finde “det helt rigtige”, eller også aner man intet om dem og deres interesser. Jeg har selv været dybt forvirret flere gange, og vi skal kun et års tid tilbage før jeg ville være ved at panikke op til enhver gave-ceremoni. Det hele ændrede sig dog efter jeg blev tvunget til at sætte tingene i system.

Ser du, som livet nu vil det stod jeg pludselig arbejdsløs i begyndelsen af sidste år. Der var lange udsigter til at få et job igen, og det der med at sidde på dagpenge er virkelig ikke mig. En af mine veninder havde klaret sig ganske fint som personlig shopper og opfordrede mig til at gøre det samme – tjoh, hvorfor ikke? Jeg synes selv jeg er okay god til at bedømme hvad for noget tøj der vil klæde andre mennesker, så hvorfor ikke tjene lidt penge og gøre bybillede lidt kønnere samtidig?

Det viste sig dog hurtigt, at folk ikke kun bruger en personlig shopper til indkøb af tøj. Efterhånden som jeg fik et par kunder på, begyndte det at vælte ind med opgaver på alt muligt andet shopping-relateret. Det viste sig hurtigt, at jeg ikke er den eneste der føler mig fuldstændigt fortabt når det kommer til at købe gaver til venner og familie. Men hvad i alverden skulle jeg dog gøre? Jeg aner heller ingenting! Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til mine kunder, så jeg bed i det sure æble og tog afsted på shopping-tur. Jeg slog hovedet mod muren så mange gange – hvad i alverden skal jeg købe? Jeg kender ikke de her mennesker… Jeg har et par hints fra telefon-opkaldet med kunden, men hvad så? Hvad hvis jeg rammer helt ved siden af?

De første mange gange jeg var på gavejagt tog det mig flere timer, hvis ikke dage, at finde den helt rigtige gave. Efterhånden lærte jeg dog, at der er nogle gaver der stort set altid rammer plet, uden de virker generiske eller kedelige. Jeg lærte at stille de rigtige spørgsmål om modtageren, og så vidste jeg præcis hvad jeg skulle købe.

 

Gave idé 1: Til vin-elskeren

De fleste mennesker kan lide lidt vin til maden, men nogen går lidt videre med passionen end andre. Hvis der er de mindste hints af, at modtageren går op i vin – selv på hobby-niveau – er der masser af gavemuligheder derude. Det kan være en lækker poptrækker, et sæt vin-glad med et lækkert design, eller hvis vi snakker en rigtig fanatiker (der fortjener en stor gave) et af de mange vinkøleskabe der er på markedet.

 

Gave idé 2: Til dovenkroppen

De bedste gaver er personlige gaver – de viser modtageren, at den der har givet haven dem kender dem og tænker på dem. Det kan godt gøres med et glimt i øjet. Jeg har haft flere kunder der kunne fortælle, at deres ven eller veninde er umuligt at få op om morgenen, eller er dårlige til at overholde aftaler. Til den type kan man kigge efter vækkeure, eller et stort whiteboard og en rød tusch. Det kræver selvfølgelig at man er så tæt på hinanden, at man kan grine af hinandens og egne fejl. Er man det, er det til gengæld en super fed måde at grine lidt sammen, og måske endda sørge for at man begge er til morgen-møderne.

 

Gave idé 3: Luksus virker altid

Hvis du er gået helt i stå, så er den lette udvej at give personen lidt luksus. Kig efter et gavekort til noget wellness – massage, sauna eller hvad der nu findes i modtagerens nærområde. Normalt er gavekort lidt en fyfy-ting i gave-regi, men lige præcis wellness bliver taget imod med kyshånd. Du giver personen en oplevelse og tilmed en oplevelse af velvære. Hvis du ikke henter bonuspointene hjem når du giver selve gaven, får du dem helt sikkert når de ligger på massagebriksen og tænker på, at de lige ny nyder livet ti gange mere takket være dig.

Med de tre gave-idéer er du klædt super godt på til næste arrangement – så nyd det, og brug den resterende tid på at shoppe lidt til dig selv 😉